|
det følgende er uddrag af 50års jubilæumsskrift, maj 1984
SØENS NAVN
Hvornår Rude Sø først nævnes ved dette navn er ikke til at fastslå præcist. Mens Rudekæret i forrige århundrede blev benævnt Li’llemose, må vi nok erkende, at Rude Sø bare har heddet mosen bag Rudehus, eller som det kan læses senere Ruders— dal Mose. På et kort målt i 1930—31 er navnet “Rudesø” påtrykt og navneændringen til Rudesøvej i 1923 må jo være betinget af at søen har båret dette navn. Da man i 1934 stiftede “Ejerlaget” syntes der heller ikke mindste tvivl om, at søens navn var Rude Sø. Det var jo også et nærliggende navn for en sø placeret på Rudersdal Kros marker, tæt ved Rudegård og grænsende op til Rude Skov og skovløberhuset Rudehus. Forsøger man ved Nudansk ordbogs hjælp at komme lidt tættere på navnet, så kan man læse, at Rude er det olddanske “rutha”, hvilket betyder rydning. Af samme bog fremgår, at sø kommer fra det oldnordiske sj6r, sjr eller sær. Tager vi søens begrænsede alder som åbent vand i betragtning, kan vi dog end ikke håbe på at vore forfædre for hundreder af år siden har rekreeret sig ved noget de kaldte “Rutha Sjér”. De har dog måske været på høhøst i mnosi (oldnordisk for mose). Først i 1688 dukker navnet Rudestalds Huse op. Der var staldfaciliteter til kongens heste, som befærdede den på det tidspunkt allerede længe eksisterende kongevej. I 1720 fik bebyggelsen på den knapt 50 m høje bakke det noget misvisende navn Rudersdal, men her er blot tale om at et af de mange sprogskred, som hele tiden udvikler sproget, har ændret “stald” til “sdal”.
Kroen har nu ligget der i over 300 år og selv Kongevejen mod Hørsholm er en bedaget vejstrækning. De har i kraft af deres funktion, og her ikke mindst deres service-funktion for de kongelige, fundet vej til historiebøgerne, mens det lille eng- drag øst for kongevejsudfletningen formodentlig kun har været af væsentlig interesse for ejeren. I slutningen af 1800-tallet kommer vi for første gang tæt på mosen, idet tørveskæringen, som havde ændret Lillemose .(=. Rudekæret). fra mose til sø nu var flyttet til den nordlige mose: Rudersdals Mose.
SØENS TILVOKSNING
Uden at skulle gå geologerne i bedene, kan det nok hævdes, at Rude Sø i en meget lang periode efter sidste istid har fremtrådt som sø. En tilvoksning har taget fart og gennem årtusinder har hver sommer lagt et tykt lag visne planter ovenpå de tidligere lag. Under vandet har plantedelene været beskyttet mod luftens indvirkning og forrådnelsesprocessen er gået i stå. Tilbage bliver den kulstofberigede plantemasse, som efter tusinder af år har fyldt den tidligere sø med den tørvejord, som i sidste århundrede formedes til det af mange så velkendte produkt: Tørv. Tørvejorden opgravedes og Rude Sø lå der, straks parat til gennem årtusinder at gentage naturens gang, at gå fra Sø til tørvemose.
Ejerlaget har som sagt en beskeden kapital stående til den “store oprensning”, men det har ligeledes været nævnt, at en sådan oprensning ikke er så ligetil. Problemet har været drøftet helt tilbage til Ejerlagets første år. Småoprensninger langs bredderne og udtynding i de frodige pilekrat og åkandekulturerne har fundet sted mange gange, sidst i 1983, men det er som om alle nærer tillid til, at disse nok nærmest kosmetiske justeringer i forening med søens store dybde vil holde tilvoksningen stangen i lang tid ud i fremtiden. Lidt lommefilosofisk sagt, kæmper vi hårdt for at holde naturen unaturlig ud fra en fast ‘overbevisning om at vor unaturlige vedligeholdelse af naturen vil bevare den naturlig.
|
|
